Vedtægter 2018 med bilag

Disse vedtægter blev vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling den 2. juli 2018.

Afventer Gribskov kommunes godkendelse, før de træder i kraft.

GDE Error: Requested URL is invalid

Bilag 1:

GDE Error: Requested URL is invalid

Bilag 2:

GDE Error: Requested URL is invalid

Bilag 3:

Viser en oversigt over lagets medlemmer, men pga. lovgivningen er det ikke medtaget her.

Vedtægter 1929:

GDE Error: Requested URL is invalid

Sankt Helenekilde Kystsikringslag

Klik på billedet over for at få vist siden i fuld størrelse.

Sankt Helenekilde Kystsikringslag beskytter ca. 800 meter kyst i Tisvildeleje. De 800 meter strækker sig fra hotelbakken i vest til Slugten ved Helene Kilde i øst.


Slugten

Kystsikringslag fra Tisvildeleje og mod øst
, se på kommunens hjemmeside

Referat fra ordinær generalforsamling 27. marts 2019

GDE Error: Error retrieving file - if necessary turn off error checking (404:Not Found)

Referat fra ekstraordinær generalforsamling 2. juli 2018

GDE Error: Requested URL is invalid

Referat fra ordinær generalforsamling 21. marts 2018

GDE Error: Error retrieving file - if necessary turn off error checking (404:Not Found)

Lagets historie

 

Baggrunden for etablering af Sankt Helenekilde Kystsikringslag

1921: Sidst på året 1921 hærgede 2 kraftige storme Nordkysten. Under den første storm druknede næsten 250 søfolk i de danske farvande, og under den anden storm var der samtidigt et så kraftigt højvande, at det meste af skrænten mellem Slugten og Lejet skred på stranden.
Kildekarrene ved Helene Kilde var nu så alvorligt truet, at Staten så sig nødsaget til at gribe ind og nedsætte en såkaldt Landvæsenskommission. Kommissionen konkluderede, at de store skader skyldtes, at man i de seneste 100 år havde fjernet så mange tons sten langs kysten og ude i havet, at den naturlige kystsikring var væk.
Før 1850 bestod Nordkysten mest af strandenge, ofte med stenede tangveje. Det var på disse veje, man hentede tang, der bruges til gødning.

Historiske fund viser, at kysten ud for Tisvilde kun har trukket sig ca. 10 m. siden vikingetiden. Det tal overrasker de fleste, men forklaringen er ligetil. Det indså man allerede i 1928.

1928/29: Kendelse og kystværn. Det tog 7 år, før Kommissionen fik en aftale i stand mellem grundejerne langs kysten fra Helene Kilde i øst til det gamle nu nedrevne Tisvildeleje Badehotel mod vest. I alt ca. 800 m.
Det var især refusionen til de grundejere, der allerede havde opført egne anlæg, der voldte problemer.

Dokumentation: Kendelse samt tegninger over anlægget 1929.

Anlægget etableres

I 1929 opførtes et kystværn bestående af en skræntfodssikring (en 3,2 m høj og 850 m lang betonmur) og et sandfang (bestående af 13 styk 60 m lange pælehøfder med høfdehoveder fyldt med kampesten).

Muren blev – som foreskrevet af Staten – opført af materialer fra stranden! Dette til trods for at man vidste, at det skader kysten, hvis man fjerner de kystbeskyttende sten. Desuden er sand og sten fra stranden normalt slebet så runde, at det er noget af det ringeste, man kan benytte i beton. Muren holdt dog i 60-75 år, og det må siges at være imponerende.

Såvel grundejerne som det offentlige deltog i betalingen.

For at undgå hvirvelskader på skrænten med Kildekarrene, blev betonmuren ført 55 m øst for Helene Kilde. Den østligste høfde blev opført ud for denne forlængelse. Dette område kaldes Slugten, og Slugtens ejer, der i 1929 var en privatperson, valgte ikke at blive medlem af Laget og ej heller at deltage i betalingen af anlægget.

Dokumentation: Lagets første vedtægter, anno 1929.

GDE Error: Requested URL is invalid

 Kommunen overtager anlægget ud for Slugten

I 1936 købte kommunen Slugten inklusiv det af Laget opførte kystværn, og i 1937 blev der afsagt en Fredningskendelse, der forpligter kommunen til at vedligeholde kystsikringsanlægget ud for denne nu fredede grund. Man undlod at ændre beskrivelsen af anlægget i Sankt Helenekilde Kystsikringslags vedtægter. Dette søges gjort i 2018.

Dokumentation: Kendelse fra 1937

 

Vedligeholdelsesprincipper før 1985

Skræntfod: Betonmuren blev vedligeholdt ved betonreparationer.

Høfder: På baggrund af de omfattende skader på pælehøfderne under isvintrene 1954 og 1958, er høfderne efter 1958 udelukkende blevet vedligeholdt ved udlægning af kampesten. Pælesystemet blev således ikke reetableret.

Parallelbølgebrydere: Ikke overvejet.

Sandsituationen: Normalt en pæn 20 – 30 m bred og lige sandstrand på hele strækningen.

Vedligeholdelsesprincipper 1986-1999

Skræntfod: Betonmuren langs skræntfoden blev vedligeholdt i det omfang, det var økonomisk forsvarligt. Der hvor muren var skredet helt sammen pga. ælde eller især fordi kilderne i skrænten havde nedbrudt betonen, blev skræntfoden i stedet sikret ved tildækning med en filtdug og oplæg af store kampesten. Metoden er billigere end at bygge nye mure, til gengæld blev det ikke længere muligt at vandre langs skrænten på disse strækninger.

I 1998 blev der forsøgsvis lagt sten på selve stranden på en strækning øst for Solnedgangsbakken, dvs. ikke opad murene. Se noten om sandsituationen.

Høfder: De gamle høfder vedligeholdes fortsat med store marksten i stedet for træpæle.

Parallelbølgebrydere: I 1986 etablerede ejeren af Hans Olriks Vej 13A en parallelbølgebryder ud for egen skrænt. Projektet var aftalt med det daværende Kystinspektorat og Lagets bestyrelse. Bølgebryderen blev efterfølgende overdraget til Laget i henhold til vedtægterne. Da bestyrelse så effekten af denne første parallelbølgebryder, blev det besluttet at bygge nye parallelbølgebrydere imellem de gamle høfder, når situationen krævede det. I perioden etableredes derfor yderligere 6 parallelbølgebrydere.

Sandsituationen: Bred strand i den vestlige halvdel, især bag den første bølgebryder. På den østlige del er stranden blevet smallere. Kystinspektoratet foreslog, at man enten lagde sten foran muren eller man fortsatte med at bygge parallelbølgebrydere. Da den første parallelbølgebryder havde samlet meget sand, valgte bestyrelsen derfor at satse på disse.

I den østlige ende begyndte stranden at blive noget smallere, trods opførelsen af 3 nye bølgebrydere på denne strækning.

 

Vedligeholdelsesprincipper 2000-2005

Skræntfod: I denne periode blev det besluttet, at de bedste af de gamle betonmure skulle renoveres, så de kunne holde i yderligere 30-40 år. De betonmure, der var gået til og derefter erstattet med sten, ville ikke blive genopført. Ca. 50 m af muren ud for Kildekarrene blev renoveret med et 2 cm tyndt lag specialbeton. Desværre viste det sig hurtigt, at den renoverede mur kun ville få levetid på 20 – 25 år.

Høfder: De nuværende høfder vedligeholdes fortsat med stenudlægning. I forbindelse med etableringen af en nye bølgebryder i 2003 forlangte Kystdirektoratet, at de nærmeste høfder mod øst blev afkortet, så de fulgte linien fra bølgebryderen. Kystdirektoratet oplyste endvidere, at vi var det eneste lag, der havde både høfder og parallelbølgebrydere på samme strækning. Måske skulle vi overveje en sanering, så vi kun havde den ene type sandfang.

Parallelbølgebrydere: De etablerede parallelbølgebrydere krævede ikke nævneværdig vedligeholdelse. I perioden blev der kun opført en parallelbølgebryder. Det skete øst for Solnedgangsbakken.

Sandsituationen: Sandsituationen var fortsat ikke tilfredsstillende foran de østlige mure, og derfor blev der som nævnt bygget en ny parallelbølgebryder på denne strækning.

Vedligeholdelsesprincipper efter år 2006

Skræntfoden: Da forsøget med at vedligeholde murene med et tyndt pudslag mislykkedes, blev det i 2007 besluttet at genopbygge ca. 650 m af muren med en armeret forstærkning, finansieret ved et stort banklån. Oprindeligt var muren 30 cm bred, nu blev den 50 cm bred, og forstærkningen gjorde, at vi i fremtiden vil kunne hæve muren med over 50 cm, såfremt kommende havstigninger kræver dette. Da der blev anvendt den nyeste ”havnebeton”, forventes det, at den forstærkede mur vil kunne holde i over 100 år.

Renoveringen af de 50 m med det dyre pudslag udfor Kildekarrene blev udsat til år 2025-30 i henhold til den forventede levetid for denne strækning.

På de ca. 100 m mur, der ligger nærmest Lejet, er trykket fra skrænten dog så stort, at den eksisterende mur i stedet blev forstærket med et oplæg af kampesten helt op til betonkanten.

Store omlægninger på Hotel Helenekildes grund medførte, at der siden 1995 er sket en markant større udsivning af grundvand i skrænten. Det gør skrænten yderst sårbar, både på hotellets egen skrænt: men også på den lavere liggende naboskrænt, den med Kildekarrene er ramt. Resultatet så vi den 21. juli 2007. I ugerne inden var der faldet mere end 25 cm regn. Den 21. faldt der på ca. 20 minutter 50 mm regn. Det øverste jordlag blev nu så tungt, at det skred ned og tilmed væltede ca. 25 m af den gamle mur. På Lagets opfordring blev afvandingen efterfølgende omlagt, og i dag er forholdene bedre, men der siver stadig for meget vand ud i skrænten. Denne nedsivning bekymrer bestyrelsen, idet vandet nedbryder betonmuren.

I 2012 blev skrænten foran Kildekarrene renoveret for at sikre kilden. Desværre tog man ikke hensyn til, at problemet ikke skyldes havet; men utætte kildekar og de nævnte omlægninger hos naboen. Under stormen Bodil i december 2013, skred hele ”renoveringen” ned på stranden.

Lagets bestyrelse har siden 2017 været i (beskeden) dialog med Naturstyrelsen og Kulturstyrelsen angående Kildekarrene. Det er de 2 styrelser, der har ansvaret for området med Helene Kilde.

Høfder/parallelbølgebrydere: På nuværende tidspunkt vides det ikke, om satsningen fra perioden 1986-1999 med både høfder og parallelbølgebrydere er den rigtige løsning. Baseret på erfaringerne med vort eget anlæg samt de andre anlæg, der er bygget langs Nordkysten, vil vi prøve at udvælge den mest velegnede metode til den fremtidige sikring af vor strækning. Mod vest har vi en rigtig god løsning, som vi ikke ønsker at ændre på, når den nu er etableret og virker tilfredsstillende. Mod øst er situationen derimod mere uafklaret. Muligvis skyldes det manglende sand ved Slugten, at der løber et rørlagt vandløb ud på stranden for enden af kløften. Tidligere har dette udløb været ført længere ud fra kysten gennem et rør.

Indtil år 2005 aflagde ingeniører fra Kystdirektoratet et årligt besøg hos de 4 kystsikringslag, der er i Tisvilde. Under disse vandringer blev kystværnets tilstand drøftet, og efterfølgende fik vi tilsendt en rapport med anbefalinger, baseret på Kystdirektoratets nyeste erfaringer. Desværre er denne ordning stoppet fra kystdirektoratets side. I stedet henvises til private rådgivere. Det mener bestyrelsen ikke er en optimale løsning. Den nye holdning betyder blandt andet, at alle erfaringerne fra de forskellige tiltag langs Nordkysten nu spredes på flere firmaer.

Der er desuden en anden ulempe ved at overlade rådgivningen til private firmaer. I flere tilfælde kan vi konstatere, at forslagene er stærkt præget af politiske hensyn og til en vis grad også egen omsætning.

Sandsituationen: Den nye parallelbølgebryder, der blev opført i 2003, har lokalt gjort stranden meget bredere. Men sandsituationen er fortsat ikke tilfredsstillende ud for de sidste 100-150 meter af vort østlige anlæg. Kommunen, der jo siden kendelsen i 1937 har haft ansvaret for vedligeholdelsen af Slugten, har bevidst undladt at interessere sig for kystsikringen på denne strækning. Hele Tisvildes næsten 6 km lange kyst er kystsikret med vedligeholdte kystværn. Det er kun ejeren af Slugten, dvs. Gribskov Kommune, der som den eneste grundejer, har forsømt sin vedligeholdelsespligt. Ifølge alle eksperter giver et sådan ”hul” i et kystsikringsforløb ikke alene problemer for ejeren, men også for de nærmeste naboer. Lagets bestyrelse og Staten (Kulturarvstyrelsen og Naturstyrelsen) har i de seneste 5 år forgæves forsøgt at få kommunen til at respektere den tinglyste vedligeholdelsespligt på dette fredede område.

 

Den politiske drøm 2007-2011

Drømmen om de brede sandstrande: En kombination af ønsker om øget turisme og Dansk Naturfredningsforenings fejlagtige forestillinger om fortidens brede sandstrande holdt sit indtog i Gribskov Kommune omkring år 2010. Samtidigt har Kommunen og flere private ejere af andre kyststrækninger i mange år undladt at vedligeholde eller opføre nye kystsikringslæg ud for egne grunde. Denne treenighed gennemførte i 2011 en afstemning blandt kystnære grundejere for at belyse interessen for en sandfodring.

Resultatet blev et nederlag for sandfodringstanken. Ca. 10% stemte for og ca. 20% stemte imod. Årsagen til denne afvisning diskuteres stadig. Var det  prisen eller var det fordi de fleste vidste, at det tilførte sand omgående ville forsvinde?

Den politiske situation i årene 2013 – til i dag og videre…

Stormen Bodil: I december 2013 ramte stormen Bodil Danmark. Den hævede vandstand på ca. 165 cm og stormens varighed på over 36 timer medførte, at 3 af vore 32 medlemmer fik store skader på egen skrænt. Ingen mistede dog noget af de øverste haver. 2 af grundejerne var af bestyrelsen blevet advaret om, at man ved forkert håndtering af regn- og kildevand udsatte sig selv for stor risiko for skræntskred. Den tredje kystejer havde undladt at beskære de tunge træer på skråningen, trods mange opfordringer.

Men mange andre grundejere, øst og vest for os, havde heller ikke sikret sig tilstrækkeligt. Vor 3,2 m høje skræntfod, betonmuren, var dimensioneret ud fra de erfaringer man havde fået fra værnet foran fiskerhusene nede i selve Lejet omkring år 1900. Desværre havde de nye beboere i selve Lejet undladt at vedligeholde skræntfoden i de seneste mange år. Hver gang vi havde entreprenører i nærheden, foreslog vi, at de skulle benytte sig af lejligheden. Men man mente – særdeles fejlagtig skulle det vise sig – at sikringen var tilstrækkelig. Denne og mange andre skrækhistorier har medført, at myndighederne nu har nemt ved at overdrive trusselsbilledet. Vort og andre lags gode erfaringer er ikke nær så ”spændende”!

Umiddelbart efter Bodil, tog Danmarks Naturfredningsforening fat igen. Man indkaldte til store orienteringsmøder, hvor man dels slog på tromme for sandfodring og dels krævede, at de faste anlæg blev fjernet. Gribskov Kommune greb igen chancen for at få andre til at deltage i finansieringen af den manglende indsats udfor egne grunde. Rådgivningsfirmaerne, der her så store indtægtsmuligheder, protesterede i begyndelsen slet ikke, når det igen blev foreslået, at alle de hårde anlæg skulle fjernes og erstattes med sandfodring. Enhver med erfaringer fra Nordkysten ved, at erosionen først satte ind efter det store stenfiskeri i perioden 1850-1950. De nye ”hårde” anlæg er blot beskedne forsøg på at reetablere naturen, som den har beskyttet skrænterne de seneste 1000 år. Rådgivningsfirmaerne skulle i stedet have understreget, at kysten først skulle forsynes med et effektivt sandfang i form af faste anlæg, opbygget efter de seneste erfaringer, før man overhovedet overvejer at sandfodre.

De 3 Nordkystkommuner er nu gået sammen og har i december 2017 bestilt en vurdering af prislejet for en sådan sandfodring. Samtidigt analyseres mulighederne for at få et sådant projekt finansieret.

På generalforsamlingen i år 2017 blev det besluttet, at Laget ville bede advokat Niels-Gangsted-Rasmussen, Strandvejen 17, om at orientere den daværende borgmester Kim Valentin om Lagets afvisende holdning til sandfodring.

Sandfodring er ikke kystbeskyttelse, men det er fint til rekreative formål. Når stormen raser bliver sandet suget ud i bølgerne, og bundfælder sig først, når søen falder til ro igen. Vi ønsker ikke at betale for sandfodring, som vi finder aldeles overflødig, og som ikke har noget med kystsikring at gøre.

Borgmesteren svarede kort at ”jeres holdning er noteret”. Samtidigt blev det understreget, at man fulgte egne rådgiveres råd.

Lagets forsøgsomlægninger 2015-2017

Skræntfoden: Den nye betonmur (bygget i 2007-8) fungerer upåklageligt og har ikke lidt nogen overlast under de seneste10 års uvejr. Efter stormen Bodil kunne vi se, at årsagen til nedskridningerne hos Lagets 3 medlemmer skyldes vægten af de stadig større træer og buske, kombineret med vægten af skumsprøjt under de kraftige storme. I en sådan situation trækkes det øverste jordlag ned som et tungt tæppe. Heldigvis er den nye armerede mur stærk nok til også at modstå de store skred.

Sandsituationen 2017:

I perioden 1950-2000 var der ca. 2 m fra stranden op til toppen af betonmuren langs hele vor ca. 800 m lange strækning. I de seneste år er der kommer mellem en halv og en hel meter mere sand på stranden i den vestlige halvdel. Den nye parallelbølgebryder fra 2003 har også samlet en masse sand ud for denne. Men langs de sidste 150 meter mod øst er stranden i dag ofte næsten 1 m lavere end for 30 år siden. Samtidigt kan man se, at revet ud for Solnedgangsbakken, der ligger midt på vor strækning, i de senere år periodevis har været helt dækket af sand. Dette er aldrig sket før. Man kan også se en ny og meget tydelig sandrevle, der begynder ved revets yderside og fortsætter de næste 200 m mod øst. Der er altså masser af sand; desværre er det alt for langt ude til at forbedre sandsituationen på denne strækning. I et forsøg på at holde på sandet, prøvede vi i 2016 med nogle beskedne omlægninger af de 3 østlige stenhøfder. Her i begyndelsen af 2018, kan vi se, at disse tiltag slet ikke har nogen effekt. Uden at have målt på det, ser det ud som om disse høfder og bølgebrydere er lavere, en lagets øvrige høfder og bølgebrydere.
Bestyrelsen har derfor besluttet at genetablere de oprindelige høfter med hensyn til højde og længde.

I foråret 2017 lagde kommunen sand på den defekte nedkørsel gennem Slugten. Da vi havde sten til overs, blev disse lagt som en minibølgebryder foran nedkørslen. Beskyttelsen virkede sommeren over; men da efterårsstormene kom, forsvandt kommunens sand omgående.

 

Bestyrelsens tanker om de næste 50, måske 100 år!

50 – 100 år, det er lang tid. Især når den store ubekendte er samspillet med naturen.

Heldigvis er naturen langs Nordkysten ikke kun en mægtig modstander. Der er et lerlag ca. 1 m under sandet langs Tisvilde. Det er et godt eksempel på, at naturen hjælper til med at bevare kysten. De udlagte kampesten synker ikke ned og bliver væk i sandet. Et andet eksempel er den måde, hvorpå istiden sluttede. Set fra Tisvilde steg havet 17 m i perioden 7000 til 4000 år før vor tidsregning. Havstigningen skyldtes den stor afsmeltning efter istiden. Ud for Tisvilde skete der det, at kysten trak sig ca. 8 km over de 3000 år. Det svarer til 2-3 m pr år. De kraftige storme skyllede hvert år sand og jord væk og ud i Kattegat. Tilbage langs kysten blev de efterladte større sten, som stormene – modsat sand og jord – pressede op mod den stadigt vigende klint. Det var disse sten, der gav en god naturlig kystbeskyttelse helt frem til, at man fjernede dem i perioden 1850-1950.

Til sidst skal det nævnes, at ca. halvdelen af Danmark stadig rejser sig efter at være presset sammen af isen under den sidste istid. Langs Tisvildes kyst er vort terræn steget ca. 10 cm de sidste 100 år. Det svarer nøjagtigt til de 10 cm som havet i samme periode er steget omkring hele Danmark. Lige siden istiden har denne landhævning gavnet Nordkysten!

Hvad betyder alt dette for beskyttelsen af vore ejendomme?

Bestyrelsen betragter højvande og den havstigning i forbindelse med voldsomme storme, som den største trussel vore ejendomme. Som nævnt i indledningen var højvandet i december 1921 stadig 15 cm højere end noget andet, vi har set siden. Skulle havet stige med 100 cm om 100 år, skal man selvfølgelig reagere inden. Er de 100 cm det rigtige gæt, siger beregningerne, at havet om 50 år vil være steget ca. 25 cm. Hele Tisvilde vil samtidigt være hævet 5 cm, så vi taler om en netto havstigning på 20 cm. Vor mur, der i dag er ca. 3,2 m over daglig vande, vil omkring år 2065 derfor være ca. 3,00 m over daglig vande. Der vil i sådan en ekstrem vejrsituation som den i 1921 stadig være 1,20 m op til betonkanten, bølgerne fraregnet.

Skulle man beslutte at gøre noget indenfor de næste 50 år, er der 2 gode muligheder. Man kan anbringe en række kampesten langs foden af skråningen ovenfor betonmuren. Det blev forsøgt på en mindre strækning i 1986, og her har der efterfølgende ikke været nedskridninger.

Da muren i 2007-8 blev renoveret med en armeret forstærkning, sikrede vi os samtidigt, at den kan forhøjes med mindst 50 cm ved en simpel overbygning. Selve betonen, der er anvendt ved forstærkningen i 2007-8, har samtidigt en kalkuleret holdbarhed på mindst 100 år.

Vor strækning har i dag en sandhøjde på mellem 0,75 m og 1,75 m inde langs betonmuren, dvs at den forventede nettohavstigning på ca. 20 cm i år 2065, ikke vil ændre sandsituationen væsentligt. Det kan dog være, at vore høfder og bølgebrydere til den tid skal forhøjes i et mindre omfang.

 

Alt i alt er det den nuværende bestyrelses opfattelse, at vi langt inde i det 2100 århundrede kan tage udviklingen meget roligere end som så mange andre kystejere i dette land. Når det så engang bliver vores tur, er det politiske billede forhåbentligt ændret, således at kystsikring er blevet en national opgave.

Vi ønsker ikke at betale for sandfodring, som vi finder aldeles overflødig, og som ikke har noget med kystsikring at gøre!

 

Strandvandring 2018 og ekstraordinær generalforsamling

Der var pænt fremmøde til strandvandringen, idet 19 personer mødte frem. Strandvandringen foregår hvert år den første mandag i juli.
I år vandrede vi fra havnen og så på kysten og vore anlæg indtil vi nåede slugten. Her drejede vi op til Helenekilde Badehotel, hvor vi fik kaffe, inden vi afholdt ekstraordinær generalforsamling. Læs videre “Strandvandring 2018 og ekstraordinær generalforsamling”